Demokrati | Haderslev Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Haderslev Radikale Venstre

Demokrati

Radikale Venstre vil styrke det danske folkestyre og bidrage til demokrati i resten af verden. Vi tror på det repræsentative demokrati som styreform. Og vi tror på det liberale demokratiske samfund. For demokrati er mere end bare et styre. Demokrati er en måde at leve sammen på.
Demokrati i hverdagen
Demokrati er mere end en stemme hvert fjerde år. For at fungere kræver demokratiet liberale værdier som retten til at tale frit, lytte til hinanden og indgå i en respektfuld dialog – også når vi er uenige. Ellers er det blot flertallets diktatur. Det kræver en tidlig introduktion til demokratiske processer, og det kræver, at alle har en reel mulighed for at deltage i politik. Børn skal lære om demokratiske rettigheder, menneskerettigheder og medborgerskab fra de er små.
 
Demokrati i Danmark 
Danmark er et af verdens mest velfungerende demokratiske lande. Men demokrati er ikke statisk. Det kræver forandring og fornyelse. Vi skal konstant udfordre dogmer og spørge, om vi ikke kan gøre det bedre. Initiativer som mobile stemmebokse og forsøg med 16-års valgret er muligheder for at forbedre den demokratiske deltagelse. I Folketinget bør vi bestræbe os på at finde løsninger i fællesskab og søge brede flertal bag væsentlige beslutninger – særligt når de har store konsekvenser for borgerne.
 
Ordet demokrati skal have en central plads i en ny, revideret Grundlov, som almindelige mennesker skal kunne læse og forstå.
 
Demokrati i verden
Undertrykkelse gør mennesker frustrerede i mange dele af verden, og kan føre til oprør. Danmark kan, som demokratisk land, tjene som eksempel for de mange mennesker rundt om i verden, der ønsker en demokratisk styreform. Det gør vi allerede, og det skal vi blive ved med. For alle har ret til en stemme i deres samfund. 
 
EU er det mest velfungerende demokratiske samarbejde på internationalt niveau. Vi vil fortsætte udviklingen af det europæiske demokrati, så vi kan løse de store problemer, vi bedst løser i fællesskab, og samtidig sikrer befolkningernes opbakning til fællesskabet. Hvis vi lykkes kan EU med rette tjene som model for, hvordan man opbygger regionalt demokrati i andre dele af verden.